Svært at få lovlig taxa i "Gaden"
Vi har de seneste dage fortalt på TV2/Nord om pirattaxaer, der kører berusede folk hjem fra byen. De har mulighed for at tjene en masse penge på den ulovlige kørsel, fordi de lovlige taxaer ikke kan følge med efterspørgslen i de sene nattetimer.
Vi har de seneste dage fortalt på TV2/Nord om pirattaxaer, der kører berusede folk hjem fra byen. De har mulighed for at tjene en masse penge på den ulovlige kørsel, fordi de lovlige taxaer ikke kan følge med efterspørgslen i de sene nattetimer.
De er trætte og de er desperate - med andre ord: de er perfekte ofre for pirattaxaerne. Det er tydeligt, når vi kører forbi Jomfru Ane Gade i de tidlige morgentimer. I løbet af 10 sekunder forsøger seks personer at få et lift med vores bil. Blandt andet Karoline Udklit.
- Det er jo for at få fat i nogle folk til at køre en hjem, siger hun. Hun troede i første omgang, at vores bil var en taxa.
Selv da vi sidder i bilen, er der en fyr, der banker på ruden. Han spørger, om vi giver et lift. Han fortæller, at han opsøger pirattaxaer hver weekend.
- Vi går ind i en eller anden gyde og hijacker en. Det er intet problem, siger Lasse Pedersen.
Det er typisk mellem klokken halv fem og seks fredag og lørdag nat, de lovlige taxaer må opgive at følge med efterspørgslen. Og det er her, pirattaxaerne viser sig.
- Jeg tror, det er mange forskellige kategorier af mennesker, der kører der. Nogle kører for sjov, og andre kører for at overleve - det er alle slags mennesker, siger Uffe Rasmussen, der er formand for Taxachaufførernes Landsklub.
Alle vi taler med i Jomfru Ane Gade den nat har hørt om pirattaxaerne, og mange har kørt med dem. Flere fortæller, at pirattaxaer ofte er den eneste mulighed for at komme hjem.
- Jeg tog engang en pirattaxa, fordi der ikke var andre taxaer, siger Kasper Enevoldsen.
Lasse Pedersen, der bankede på ruden til vores bil, er enig.
- Jeg vil hellere køre med en almindelig taxa, hvis jeg kunne komme til det, men der er ikke nok taxaer, så vi bliver nødt til at fange en pirattaxa, siger han.