Svineri eller scoop? Tøjskabe og sofaer flyder på gaden
Den 1. august er det tidspunkt på året, hvor allerflest flytter, ifølge Danmarks Statistik.
Især de store studiebyer er der mange ud- og indflytninger i.
Noget af det affald, der følger med flytningen, kan være besværlig at komme af med, hvis man bor i en lejlighed i Aalborg.
Tydeligvis.
For aflagte papkasser, madrasser, mikroovne og stole hober sig op i gaderne i midtbyen.
- Det er sørgeligt
Men hvem rydder så op, når mor og far ikke længere kører på genbrugspladsen med de udeboende unges aflagte møbler?
Det gør Dennis Hansen, som er servicemedarbejder hos Nordværk, og hans kollegaer.
- Jeg synes, det er lidt sørgeligt, lyder det fra Dennis Hansen.
Servicemedarbejderne er egentlig ansat til at vedligeholde de nedgravede affaldcontainere, men nu er de i stedet blevet en slags reserveskraldemænd.
- Jeg ville jo hellere have tørt håndtagene af, smurt hængslet, der piver, og svunget kosten. Men det giver ingen mening at gøre det, når vi risikerer, at de ikke bliver tømt, fordi der ligger fire garderobeskabe smidt henover, siger Dennis Hansen.
Gratis indflytning?
- Jeg synes, det er skrald og svineri.
Sådan lyder meldingen om ophobningen af affaldet fra Ida Abildgaard Barrit, som bor i Aalborg.
Men det er ikke alle, der har samme syn på sagen.
Signe Heuckendorff, som er studerende i Aalborg, står netop og er i gang med at løfte en stor reol fra gaden ind i bagagerummet i sin mors bil.
- Det har mig og min roomie været gode til. Vi har fundet mange sjove ting, både trækasser, spisebord og lidt forskelligt. Så pludselig kan man jo flytte ind ret gratis, siger hun.
Og det støtter mor Elisabeth Heuckendorff fra Aalborg kun op om.
- Det er jo dejligt. Det er genbrug på bedste vis, siger hun.