Svirrefluen holder sommerferie i Nordjylland
Svirrefluen kæmper om pladsen med de nordjyske feriegæster. Den nærgående flue har rigtig gode betingelser i den varme sommer. Men rent faktisk er den ikke kun til gene - den gør nemlig gavn for landbruget.
Her i sommervarmen har Nordjylland ligesom resten af landet fået besøg af et meget talrigt folkefærd - svirrefluen.
Ikke farlig
Den to-båndede svirreflue ligner til forveksling en hveps, men er på ingen måde farlig.
Den stikker ikke, den er ikke smittebærende, og så har den faktisk også en nyttig funktion for landbruget.
- Lige nu er der en ekstra stor mængde bladlus på markerne, og der er svirrefluen god, fordi dens larver spiser de bladlus, vi har i afgrøderne, siger planteavlskonsulent ved Agro Nordjylland Thor Bjørn Kjeldbjerg.
Nyttig for landbruget
En enkelt svirrefluelarve kan spise hundredvis af bladlus om dagen, og faktisk er bladlusene større end svirrefluelarverne. Der findes ca. 270 arter svirrefluer i Danmark, og af dem spiser 126 bladlus.
Svirrefluen har det altså godt i landbrugsmarker - særligt havremarker - men mange har måske bemærket den lille flue på stranden.
- Jamen den er jo tørstig ligesom os andre, så det er klart, den søger derhen, hvor der er noget væske, siger Thor Bjørn Kjeldbjerg.
Svirrefluen kan som det mest voldsomme angreb på mennesker finde på at bide for at få væske fra vores kroppe.
Træk-insekt
Svirrefluen tager til Danmark fra Sydeuropa i april for at parre sig, og bestanden topper her sidst i juli måned. Efter parringssæsonen, det vil sige i august, fortrækker svirrefluen til Alperne.
- Det er faktisk et bemærkelsesværdigt insekt, fordi det har de samme egenskaber som trækfugle, siger Jes Aagaard fra Skov- og Naturstyrelsen.