Svømmehal på dybt vand
Mindre end et år efter indvielsen er det omdiskuterede Sæby Svømmebad på vippen til økonomisk krise. Nu beder man Frederikshavn Kommune om næsten en million kroner ekstra hvert år, hvis driftsbudgettet skal hænge sammen
Besøgstallet er som forventet. Gæsterne er ikke blevet væk fra det nye moderne 49,5 millioner kroner dyre svømmebad og welnesscenter. Alligevel er man nu - økonomisk set - på vej ud på dybt vand. Næste år vil udgifterne eksplodere og man råber på hjælp fra kommunen.
- Vi gør allerede nu opmærksom på problemet ellers kommer vi i store økonomiske vanskeligheder, siger Sæby Svømmebads bestyrelsesformand, Tommy Thomsen, til TV2/NORD.
Kort før jul sidste år - lige før kommunesammenlægningen - blev det selvejende Sæby Svømmebad officielt indviet. Med en årlig kommunal støtte til driften på 2,5 mio. kroner. Næste år og årene fremover vil man nu have yderligere knap 800.000 kroner oveni. Selv om det snart er jul, er der tilsyneladende ingen gaver fra politikerne.
- Det er noget af et krav, må jeg sige. Det er stort beløb, og umiddelbart har vi ikke midlerne. Det er et stort problem det her, og man jo ikke lige lukke en ny svømmehal, siger socialdemokraten Bjarne Kvist, der er formand for Fritids- og Kulturudvalget i Frederikshavn Kommune.
De knap 800.000 kroner skal bruges til varslede udgiftsstigninger i energiforbrug, vedligeholdelse og løn til en halinspektør. Alt sammen noget man ikke kunne forudse, hævder svømmebadets bestyrelsesformand. Derfor skal flere penge til, hvis man skal holde sig oven vande.
Børne- og Kulturforvaltningen i Frederikshavn Kommune skal nu kulegrave økonomien i Sæby Svømmebad før politikerne tager endelig stilling. Bliver det et nej til flere penge vil kunne mærkes for brugerne.
- Konsekvensen kan blive, at indskrænke åbningstiderne. Det der koster penge er at holde åbent, siger Tommy Thomsen.
Hver af alle ugens dage besøger i gennemsnit 200 gæster Sæby Svømmebad.