Syg af jobbet: Fængselsbetjente kan ikke holde til det

Sidste år blev over 100 fængselsbetjente opsagt af helbredsmæssige årsager. Flere arbejdede i Kragskovhede Fængsel, hvor man døjer med arbejdsmiljøet.

Overbelægning, højt sygdomsfravær og dårlig trivsel. Sådan har det generelt set ud i flere år for de ansatte i Kragskovhede Fængsel, der ligger nord for Frederikshavn.

- Jeg forsøger jo hele tiden at presse på for at få de her ting ændret, siger Karsten Pedersen, der er tillidsmand for fængselsbetjentene i fængslet, der både huser en åben og en lukket afdeling for de indsatte.

Karsten Pedersen er tillidsmand for fængselsbetjentene i Kragskovhede Fængsel.
Karsten Pedersen er tillidsmand for fængselsbetjentene i Kragskovhede Fængsel.
Foto: Jeppe Hostrup

I de seneste par år har han måttet sige farvel til flere kolleger, der blev så syge af arbejdet, at de til sidst blev opsagt af helbredsmæssige årsager. 

- Den ene af dem... jamen, han sidder egentlig bare og kigger ind i en væg og er ked af det hele tiden. Og det er altså ikke arbejdet, der skal ødelægge ens liv. Og det er dét, det kommer til, siger Karsten Pedersen.

- Vi er kommet rigtig langt

Lene Theilgaard er institutionschef i Kragskovhede Fængsel. Forespurgt, hvordan hun har det med, at der er nogle ansatte, der er blevet så syge af arbejdet, at det har været nødvendigt at opsige dem, svarer hun: 

- Jeg kan sige, at vi selvfølgelig som enhver anden arbejdsplads arbejder med at sikre et godt arbejdsmiljø, og jeg synes, at vi er kommet rigtig langt ned ad den vej, siger Lene Theilgaard.

Se indslaget om arbejdsforholdene i Kragskovhede Fængsel:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland