Syg og svækket 74-årige kæmper for at blive i Danmark
74-årige Nawal Ghrayib må ikke blive i Brønderslev hos familien
74-årige Nawal Ghrayib fra Brønderslev har været ramt af en blodprop i hjernen og behøver hjælp døgnet rundt. Alligevel mener de danske myndigheder mener, at hun ikke opfylder kriterierne for opholdstilladelse.
Udsigterne for 74-årige Nawal Ghrayib for Brønderslev er meget usikker. Den gamle dame er så syg og svækket, at hun har brug for hjælp og pleje døgnet rundt. Alligevel må hendes familie kæmpe for, at hun kan blive i Danmark, da de danske mener, at hun ikke opfylder kriterierne for opholdstilladelse.
En blodprop i hjernen har gjort, at Nawal Ghrayib, der oprindeligt er fra Libanon, ikke kan klare dagligdagsting som at gå i bad og på toilettet, og derfor forstår hendes familie ikke, hvordan hun kan stå til at skulle forlade landet.
- Det er så svært at tænke på som familie og som søn. Hvordan kan en gammel dame på 74 år, der er så syg og gammel - det siger vores læge også blive udsat for det her. Hun kan ikke klare sig uden hjælp fra os, siger hendes søn Walid Sørensen.
Nawal Ghrayib fik blodproppen, mens hun stadig boede i Libanon sidste år, hvor hendes mand tog sig af hende. Men da han døde, valgte familien i Danmark at tage ned for at hente til Danmark, hvor de kunne tage sig af hende.
- Mor kan ikke klare sig selv. Hun kan ikke gå fra sit værelse og ind til stuen uden hjælp, og det betyder, at hun skal have hjælp hele tiden. Hvis vi skal sende hende til Libanon, hvem skal så hjælpe hende, siger Walid Sørensen.
På trods af at Nawal Ghrayib har en lægeerklæring på, at hendes tilstand ikke egner sig til at forlade landet, så insisterer Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet på, at hun skal ud af landet. En beslutning familien ikke forstår.
- Jeg er frustreret over det her. Hvordan kan de sige, om sådan en gammel dame kan klare sig selv i Libanon? Det forstår jeg ikke, for de ved udmærket godt, at der ikke er noget sygesystem i Libanon. Jeg vil gøre alt for, at hun kan blive i Danmark, siger Walid Sørensen.