Sygehus afviser anklager mod læge

En ledende overlæge ved Aalborg Sygehus afviser, at der er begået fejl i forbindelse med et motocross stævne i Dall.

Til et motocross-stævne i Dall i weekenden skulle en læge fra Aalborg Sygehus angiveligt have nægtet at køre på sygehuset med en tilskadekommen dreng, fordi drengen lå i en privat ambulance fra firmaet Ambulix. Det bliver nu blankt afvist af Aalborg Sygehus.

- Det har intet på sig. Den pågældende læge tilså patienten og vurderede, at han sagtens kunne køre til sygehuset uden lægeligt opsyn, siger Frank Brøgger, der er ledende overlæge på Aalborg Sygehus.

Stævnets arrangører er rasende over lægens håndtering og vil klage over den pågældende læge.

- Hvis der havde været grund til det, så havde vores læge kørt med ambulancen uanset om den var fra Ambulix, Falck eller et helt tredje selskab, forklarer Frank Brøgger.


Seneste nyt

fra Nordjylland