Sygehus ramt af smitsom virus
Foto: Ivan Bitsch (arkiv)
Sygehus Thy-Mors er ramt af den smitsomme diarra-sygdom, roskildesyge, og ni sengepladser er lukket ned for at begrænse smitten. Det skriver TV/Midtvest.
Ni senge på den medicinske afdeling har siden 28. december været lukket ned for at begrænse smitten.
- Vi har taget vores forholdsregler, siden det før nytår blev konstateret, at der var patienter, der er ramt af den såkaldte noro-virus, der også er kendt som roskildesyge. Det betyder, at vi har isoleret ni fler-sengs-stuer, så der nu kun ligger en patient på stuerne, siger sygehusdirektør Michael Storm Klausen til TV/Midtvest.
Roskildesygen rammer sygehusene to til tre gange om året, og den er især farlig for i forvejen dårlige og afkræftede patienter. De risikerer at dø, hvis de også rammes af den influenzalignende virus.
- Derfor er det vigtigt, at vi isolerer de ramte patienter. Kun på den måde kan vi begrænse smitten, siger Michael Storm Klausen til TV/Midtvest.