Sygehus syltede hjertepatient
En hjertepatient fra Hanstholm har i to omgange inden for den seneste måned måtte vente adskillige timer på at blive behandlet i Sygehus Thy- Mors akutmodtagelse.
Da hjertepatient Jes Røge fra Hanstholm blev dårlig, måtte han vente over syv timer på behandling.
Anden påskedag får Jes Røge fra Hanstholm det dårligt. Han er hjertepatient, og ringer til vagtlægen efter råd.
Her henvises han til akutmodtagelsen på Sygehus Thy-Mors i Nykøbing, men her er der ikke meget hjælp at finde.
- Jeg bliver lagt på en båre med en meget tynd madras, og der skulle jeg bare vente, fortæller Jes Røge.
Og vente fik han lov til. Efter seks timer blev den tynde madras skiftet ud med en seng, og efter yderligere halvanden time, fik Jes Røge behandling.
- Jeg spurgte flere gange, om ikke det snart var mig, der skulle behandles, men de beklagede bare og sagde, at der kun var en læge på vagt, fortæller Jes Røge.
Tre uger senere - 17. maj om formiddagen- får Jes Røge det igen dårligt, og igen tager han ind på akutmodtagelsen på Sygehus Thy-Mors.
- Sidst på eftermiddagen ringer jeg efter en sygeplejerske, og siger at, nu vil jeg gerne vide hvad der foregår. Vide om ikke det er meningen, der skal komme en læge og se til mig. Det kunne hun umuligt sige hvornår det blev, svarede hun, og så sagde jeg, at så gad jeg ikke være der, så har jeg det bedre i min egen seng, så jeg kørte hjem.
På sygehuset beklager cheflæge Hans Ole Holdgaard den lange ventetid.
- Det er meget uheldigt at det sker, men jeg vil også sige, at det sjældent det sker, siger cheflæge Hans Ole Holdgaard fra Sygehus Thy-Mors.
- Vi har indrettet vores normering efter de tider på døgnet hvor vi ved der kommer flest patienter, men det kan altså nogen gange vise sig at være på andre tider, fortsætter han.
Jes Røge klagede over den lange ventetid til Hans Ole Holdgaard, som overtalte ham til at give akutmodtagelsen en tredje chance. Og så skete der noget.
- Det var nærmest en kongelig modtagelse, fordi det var ham der havde indlagt mig. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs og det hele, fortæller Jes Røge.
Hans Ole Holdgaard afviser dog, at det har haft noget at sige, at det er ham, der har henvist Jes Røge.
- Det tror jeg altså ikjke. Det kan jeg kun gisne om, men det tror jeg ikke. Jeg tror bare ikke der har været så travlt den tredje gang.
Selvom han fik fin behandling til sidst, har Jens Røge ikke meget til overs for akutmodtagelsen på Sygehus Thy-Mors.
- Hvis du kommer derind, er det fordi du er syg, og så skal du vel behandles lige, uanset om du hedder Per eller Poul, siger Jess Røge der hu er henvist til behandling i Aalborg.