Sygeplejersker raser: Regionen skærer 149 millioner kroner på sygehuse

Region Nordjylland skal næste år spare 149 millioner kroner på de nordjyske sygehuse. Dansk Sygeplejeråd frygter, at det vil føre til fyringer.

Læger og sygeplejersker på de nordjyske sygehuse kunne for mindre end en måned siden ånde lettet op, da Region Nordjylland som den første region i Danmark valgte at droppe regeringens omstridte produktivitetskrav på to procent om året.

Sygehusenes økonomi

Sundhedsområdet udgør den største post i budgettet hos Region Nordjylland, som lyder på i alt 13 milliarder kroner.
I 2017 blev området tilført 125 millioner kroner og fik et endeligt budget på knap 12 milliarder kroner.
I oktober, da der blev indgået budgetforlig i Region Nordjylland, valgte man at droppe et omstridt produktivitetskrav fra regeringen - at de danske sygehuse hvert år skal producere to procent mere for de samme penge.
Produktivitetskravet har længe været kritiseret af fagpersonale, som har gjort opmærksom på, at det ikke er muligt at effektivisere mere, uden det går ud over patienterne og deres sikkerhed.

Men det var ikke længe, de fik lov til at glæde sig. Fredag er det nemlig kommet frem, at Region Nordjylland skal spare 149 millioner kroner på sundhedsområdet i 2018 - en besparelse på cirka en procent af det samlede budget for sundhedsområdet.

Det meddeler Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland.

Pengene skal spares, fordi budgettet for 2017 er blevet overskredet blandt andet på grund af flere patienter end forventet. Det får nu Dansk Sygeplejeråd op af stolene: Sygehusene har været hårdt ramt af besparelser i mange år, og derfor er der efterhånden kun personale tilbage at spare på, lyder det fra rådets formand, Jytte Wester. 

- Nu må det stoppe. Hvornår bliver der taget politisk ansvar for, at vi har et sundhedsvæsen, der er så presset, at det har konsekvenser for patienterne og patientsikkerheden – og hvor de ansatte går ned med stress eller helt søger væk fra deres fag, fordi de ikke kan holde til eller stå inde for deres arbejde længere, spørger Jytte Wester.

- Det er godt, at produktivitetskravet endelig er afskaffet - men hvad forskel gør det, når sygehusene fortsat bliver pålagt store besparelser, fortsætter hun. 

Besparelserne bliver fordelt sådan, at Aalborg Universitetshospital skal spare 125 millioner kroner, Regionshospital Nordjylland (Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Brønderslev, Skagen) skal spare 15 millioner kroner, mens Psykiatrien skal spare 9,14 millioner kroner.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra formand for Regionsrådet, Ulla Astman. 


Seneste nyt

fra Nordjylland