Pigen, der ændrede loven


Syv-årige Im Nielsen blev udvist af Danmark. Ti år senere kæmper hun stadig for at kunne blive.

Denne fortælling er skrevet på baggrund af dokumentaren “TV2 Nord Undersøger: Pigen, der ændrede loven”, som du kan se nederst i artiklen.

- La chica corre hacia el autobus. Hvilken tid er det?, spørger gymnasielæreren.

Tre elever i lokalet rækker hånden op, og spansklæreren nikker til en af dem.

- Det er præsens tredjeperson, lyder det.

Læreren nikker igen.

- Korrekt.

Det er tirsdag eftermiddag på Hasseris Gymnasium i Aalborg, og en gruppe 2.g’ere har spansk.

Inge Sloth underviser Im Nielsen og resten af klassen på Hasseris Gymnasium i spansk.
Inge Sloth underviser Im Nielsen og resten af klassen på Hasseris Gymnasium i spansk.
Foto: Michael Guldbrandt

I klassen sidder det, mange nok ville betegne, som helt almindelige unge gymnasieelever, men der er alligevel én af dem, som skiller sig ud. Hun har nemlig, som en af de få, ændret loven.

Lyt til 'Pigen, der ændrede loven' som podcast

quote Jeg kan huske, at jeg var ked af det. Jeg havde jo ikke noget liv i Thailand. Mit liv var her i Danmark

Vi møder Im Nielsen, da hun er på vej hjem fra skole. Det er ikke første gang, hun bliver filmet til TV. Langt fra.

For præcis ti år siden bliver hun udvist af Danmark. Den 10. november 2013 bliver den dengang kun syv-årige pige og hendes mor sat på et fly og fløjet 9000 kilometer tilbage til Thailand. Væk fra det land, der har været deres hjem i fire år.

Der sker, fordi Im Nielsens papfar Johnny Nielsen dør af kræft, og uden ham har mor og datter, ifølge loven, ikke længere nogen tilknytning til Danmark.

- Jeg kan huske, at jeg var ked af det. Jeg havde jo ikke noget liv i Thailand. Mit liv var her i Danmark. Jeg gik i skole og havde mine venner her, siger Im Nielsen.

- Det hele var meget trist og kaotisk. Jeg havde jo oveni det også mistet ham, jeg ser som min far. 

TV2 Nord var med den 10. november 2013, da Im Nielsen og hendes mor forlod landet.

Hele byen tænder fakler i protest: Vil have loven lavet om


Vi ankommer til familiens hus i Dall Villaby lidt udenfor Aalborg. Her bliver vi først budt velkommen af katten Oscar, men i alrummet venter også Ims mor Suthida Aor.

Vi sætter os ved bordet og sammen kigger vi på billeder fra dengang, de blev udvist.

- Det var meget overvældende og imponerende med alt den opbakning, vi fik. Tænk, at folk gjorde så meget for, at vi skulle blive. De lavede fakkeloptog og støttegrupper. Det rører mig meget, siger Suthida Aro, der bladrer om til næste foto.

IMG_3726 - suthida og im interviewes 1
Foto: Michael Guldbrandt

- Jeg tænkte kun på min datter. Im forstod jo ikke noget af det, der skete. At hun skulle rives væk fra alt det, hun kendte. Det gjorde så ondt.

Men den 13. november 2013, bare tre dage senere, lykkes det for lokalbefolkningen og politikere at presse på for en hastelov, der tillader den dansktalende, thailandske pige og hendes mor at vende hjem.

Det sker den 4. januar 2014.

- Det havde jeg aldrig drømt om ville ske. Vi var så glade, siger Suthida Aro, mens Im Nielsen supplerer:

TV2 Nord var med, da Im Nielsen og hendes mor landede i lufthavnen den 4. januar 2014.

- Jeg husker nok mest journalisterne i lufthavnen, men helt klar også alle mine venner, som mødte os med flag. Der var jeg glad.

Og så var alt godt igen. Eller hvad? Mor og datter kan blive i Danmark uden at frygte en udvisning – i hvert fald i nogle år. 

Im Nielsen havde bestilt kartoffelmos og medisterpølse til aftensmad, da hun igen kom hjem til Danmark.

quote Der er virkelig meget pres på mig. Jeg vil bare gerne have det klaret snart, så jeg kan få noget luft og trække vejret igen

Ligesom for de fleste andre 17-årige piger står eftermiddagene efter skole på lektier. Im Nielsen tænder sin Mac-computer og hiver et matematikhæfte op af tasken. Hun sukker.

- Jeg skal renskrive matnoter. Det jeg hader allermest, lyder det fra hende.

Men midt i matetikken skifter hun spor. For hos Im Nielsen er det nemlig ikke kun lektierne, der fylder. Hun er også ved at tage kørekort. Derfor skal hun også læse op til den kommende teoriprøve. Men før hun udelukkende kan koncentrere sig om den, er der en anden prøve som venter.

- Jeg skal snart op til indfødselsretsprøven, så jeg kan blive dansk statsborger.

Syv-årige Im Nielsen sender i 2013 en hilsen hjem til sin klasse i Aabybro.

I december 2023 bliver Im Nielsen 18 år, og det betyder, at hendes opholdstilladelse udløber. Derfor skal hun nu have en ny opholdstilladelse eller et statsborgerskab for at kunne blive i landet.

- Lige pt fylder det virkelig meget. Der er virkelig meget pres på mig. Jeg vil bare gerne have det klaret snart, så jeg kan få noget luft og trække vejret igen, siger hun.

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal alt det her igennem. Jeg har været i Danmark hele mit liv. Jeg bidrager til samfundet. Jeg har et arbejde, tager en uddannelse. Jeg ligger ikke bare derhjemme uden at lave noget, som andre måske gør. Jeg prøver at gøre en forskel. 

Gentager historien sig?


Suthida Aro bladrer igen gennem en række fotos.

For nogle kan det her lyde lidt som en historie, der gentager sig. Hvordan ser I på det?

- Nu er det ti år siden. Jeg er kommet videre og lever et helt normalt liv. Men selvfølgelig bliver der ribbet op i nogle ting med den indfødselsretstest, siger Im Nielsen.

- Jeg vil bare gerne have det overstået, så jeg kan få mit danske pas. Så jeg ikke skal døje med de her problemer om og om igen.

FX6-1_7336.MXF.05_55_49_34.Still001
Foto: Michael Guldbrandt

Suthida Aro ser på sin datter med våde øjne:

- Det er synd for Im, at kun skal kæmpe sådan for at blive her, siger hun og tørrer øjnene med en serviet.

- At hun skal knokle, selvom hun er ligesom de andre danskere. Det er uretfærdigt.

TV2 Nord var i november 2013 med i Thailand, da Im Nilsen var blevet udvist.

Ikke alle har ændret loven

Siden loven blev ændret i 2014 har den været i brug 395 gange. Det viser tal fra Udlændingestyrelsen. 

- Det er jeg glad for, siger Suthida Aro, og Im fortsætter:

- Det er jo altid rart at kunne hjælpe andre. Det viser også bare, at vores bidrag har gjort noget for andre mennesker. Gjort en forskel. 

Se dokumentaren dokumentaren "TV2 Nord Undersøger: Pigen, der ændrede loven herunder:

"TV2 Nord Undersøger: Pigen, der ændrede loven" er tilrettelagt af Katja Schlaikier og Michael Guldbrandt. Den er optaget og redigeret af Michael Guldbrandt.

Denne webdok er skrevet af Katja Schlaikier.

Redaktør: Rasmus Mandsberg.