Syv millioner kroner ekstra på vej til nordjyske læreruddannelser

Allerede ved studiestart til august vil de første studerende kunne mærke de første forbedringer.

Et politisk flertal har netop fordelt i alt 65 millioner kroner til læreruddannelser i hele landet.

De 7,6 millioner kroner af dem lander i det nordjyske, idet de er øremærket Professionshøjskolen UC Nordjylland (UCN).

Det betyder, at de første studerende allerede efter sommerferien vil opleve at få flere undervisningstimer og mere vejledning og feedback.

Det er ihvertfald meldingen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. 

Det er en grundig evaluering af læreruddannelsen, der blandt andet har vist, at der er brug for at hæve kvaliteten og styrke studieintensiteten på uddannelsen. Derfor valgte regeringen og partierne bag finansloven for 2022 at afsætte det tocifrede millionbeløb direkte målrettet læreruddannelsen.

- Folkeskolen er en af velfærdssamfundets kronjuveler, og dens kvalitet bygger blandt andet på dygtige lærere. Derfor skal vi styrke læreruddannelsen. Det kan ikke fremhæves nok, hvor vigtige lærerne er for vores samfund og vores børn og unge. Vi sørger nu for, at de lærerstuderende får flere timer på skemaet og mere vejledning og feedback fra deres undervisere. Det er første skridt på vejen, inden vi tager hul på forhandlinger om en ny og bedre læreruddannelse, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

Torsdag aften er partierne blevet enige om at fordele de 65 mio. kr. mellem professionshøjskolerne. 

I Nordjylland tilbyder UCN læreruddannelser i Aalborg og Hjørring. 


Seneste nyt

fra Nordjylland