Tæskehold anholdt efter grov vold
35-årig kvinde indlagt på sygehus i Aalborg. Hendes tilstand er kritisk efter at hun blev fundet nøgen og stærkt forslået på en landevej ved Skive.
Torsdag morgen lå en 35-årig kvinde fra Mors i respirator på sygehuset i Aalborg. Hun har kvæstelser i hovedet og hendes tilstand er fortsat kritisk, efter at hun onsdag formiddag blev fundet nøgen, livløs og forslået på landevejen vest for Skive.
Politiinspektør Ole Henriksen oplyser, at hele syv personer hen over natten er blevet anholdt. Nogle er sigtet for vold og andre for drabsforsøg. Blandt de anholdte er en kun 16-årig dreng.
- Volden er udøvet forskellige steder, blandt andet der, hvor hun blev fundet. Det tyder på, at der tirsdag aften og nat har været et skænderi i hendes omgangskreds og det har så ført til noget hævn, men detaljerne kender vi ikke endnu, siger han.
Politiet fik et gennembrud i efterforskningen, da det lykkedes at identificere den livløse kvinde. Hun havde det særlige kendetegn, at hun manglede fire fingre på den ene hånd og det hjalp efterforskerne frem til hendes identitet. Da først der var sat navn på offeret, fandt politiet hurtigt ud af, at kvinden havde været involveret i et skænderi.
De anholdte er fire mænd og tre kvinder i alderen fra de 16 år og op til 44.
Det var et postbud, der onsdag fandt kvinden på Langerodde i Vile nær Roslev. Hun havde sår, blodunderløbne mærker og var stærkt hævet ved halsen og i ansigtet efter den grove vold. Hendes tøj var kastet op i træerne på stedet. Da hun blev bragt til sygehuset, havde hun en kropstemperatur på kun 27 grader, oplyser politiet.