Tæt politisamarbejde mod narkosmugling

Torsdag offentliggjorde det norske toldvæsen et fund på 21 kilo heroin i en lastbil, der var kørt af færgen i Larvik fra Hirtshals. Det understreger endnu en gang Danmarks status som transitland for narkosmugling til resten af Skandinavien. Men de åbne grænser har også betydet et meget tættere samarbejde myndighederne imellem.

Den norske nyhedsstation NRK har kortlagt indsmuglingen af narko til Norge, og uanset om der er tale om hash eller hårdere stoffer som amfetamin, heroin eller kokain, så er Danmark - og ikke mindst de nordjyske havne - ikke til at komme uden om. Men myndighederne er lige i hælene på smuglerne:

- Det er uomtvisteligt, at de åbne grænser har øget samarbejdet mellem myndighederne, fortæller politikommissær Allan OVergaard fra Nordjylland Politi til TV2/Nord.

Selvom de norske myndigheder aldrig har beslaglagt så meget narko som nu - mener Allan Overgaard ikke, at man kan sige, at det er nemt at smugle narko gennem Danmark.

- Det synes jeg ikke man kan. Jeg synes, at de seneste års sager netop viser, at der bliver sat effektivt ind mod smugling når myndighederne får kendskab til det.

Et gram kokain koster næsten det dobbelte på gaden i Norge som i Danmark - så narkosmugling via Danmark til nabolandene mod nord er en lukrativ forretning for smuglerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland