Tag Fat i Brønderslev
Indtil videre har vi fundet 5 finalister i vores konkurrence Tag Fat, og i dag skal vi se nærmere på de tre virksomheder fra Brønderslev kommune, der dyster om at gå videre til finalen.
Tag Fat er nu nået til kommune nummer seks i den regionale innovationskonkurrence, og det er Brønderslev.
I Brønderslev er tre virksomheder udtaget blandt de mest innovative på baggrund af undersøgelser, som konsulentfirmaet Cowi har udarbejdet for Region Nordjylland, der står for konkurrencen blandt små og mellemstore virksomheder i hele Nordjylland.
Det drejer sig om følgende virksomheder: Hosta Industries i Hjallerup, Nordex Food i Dronninglund og Intech International i Brønderslev.
Hosta Industries er ren underleverandør til metalindustrien, og virksomheden leverer alt til alle type virksomheder, der har brug for løsninger, der kræver bla. pladebukning, skærearbejde, svejsning og maling. Hosta Industries har med andre ord maskinparken i orden og personale, der kan håndtere også de helt store maskiner. Således har firmaet Danmarks største rørlaser. Hosta Industries bidrag til innovationskonkurrencen er ifølge firmaet selv, at de tilpasser sig markedet lynhurtigt, der satses på alle type brancher, hvilket gør Hosta mindre sårbar i krisetider, og samtidig har firmaet satses stort på hele tiden at udvide og fornye maskinparken.
Nordex Food producerer hvid ost til primært Mellemøsten, men virksomheden satser nu i højere grad end tidligere på det nordiske markede. Nordex Food vil have danskerne til at spise mere hvid ost, og det kan være meget mere end de traditionelle feta, som puttes i salater. Nordex Food har netop lanceret produktet Grillost, og ideen er, at osten skal med ud på grillen - på alle tider af året. Grillosten har en konsistens, som er tilpasset de nordiske forbrugere, og passer til den måde, danskerne griller på. Nordex Food har hovedkontor i Dronninglund, hvor salg og marketing foregår, mens produktion af oste foregår tre forskellige steder i Europa, blandt andet på eget mejeri i Nørager.
Intech International leverer færdigudstyrede fabrikker til montering på reje- og torsketrawlere og laksefabrikker. Virksomheden har blandt andet leveret en lakselinje til OL-byen Beijing i 2008. Især rejekogeren, Connie, er verdenskendt, idet kogeren er udviklet til at sikre ensartet kogning i en process. Et produkt, som direktør Leif Andersen, selv har fået ideen til, efter han for flere år siden selv sejlede som maskinmester på rejetrawlere. Seneste skud på "opfinder"-stammen af optimering og direkte opfindelser er, en fryse-pakkemaskine, der kan anvendes inden for hele fødevareindustrien. Maskinen er udviklet sådan at fødevarerne puttes i for oven og ned til fryseren, som samtidig "pakker" dem sammen i 25 kilo fryseblokke, derefter kan fødevarerne køres direkte ud til f.eks. frysehuse i blokke, som kræver minimal håndtering, idet blokkene køres nedenud af fryseren, mens fryseren løftes op. En teknik som er direkte modsat tidligere kendte principper, hvor fødevarerne løftes op i uhandy højde og derefter skal løftes derfra. Den seneste opfindelse fra Intech Internation kommer i kølvandet af, at virksomheden netop har overtaget alle aktiviteter i ingeniør- og handelsvirksomheden Aalborg Food Machinery (Afoma).