Talentcamps i Frederikshavn

 Talentcamps i Frederikshavn

Der kan meldes om totalt fulde huse til talentcampen, der denne gang er henlagt til Privatskolen i Frederikshavn den 29. -31. august.

Der oprettes 4 linier:
fysik/kemi
matematik
engelsk med drama og grammatik
fransk som tredje fremmedsprog

83 optaget
Der er modtaget over 100 ansøgninger fra elever fra de nordjyske skoler kombineret med ansøgninger fra Århus, Kolding og Storkøbenhavn og i alt 83 elever er optaget, som fordeles på de fire linier.

Udvidet samarbejde
Det udvidede samarbejde mellem de nordjyske grundskoler og Hjørring Gymnasium på dette område har en klar afsmitning på søgningen til disse talentcamps, hvor eleverne bliver fagligt udfordret og får mulighed for fordybelse.

Faglige udfordringer
På de private skoler handler det om at give vore elever faglige udfordringer, gode arbejdsvaner og metoder til at angribe det faglige stof, således de er "godt klædt på" til ungdomsuddannelserne, siger viceskoleleder Henrik Frand-Madsen, Hjørring Private Realskole.

Helhed i undervisningen
Eleverne oplever langt større sammenhæng og helhed i undervisning på talentcamps end de er vant til i skolen, - de er meget begejstret for undervisningen, der både bliver praktisk og eksperimenterende, samtidig med at de får den teoretiske baggrund på plads. Det giver en mere intens måde at lære på.
Dette er nogle af konklusionerne som skoleeleverne fra forårets talentundervisning, som Hjørring Gymnasium og Hjørring Private Realskole har afholdt dels i Tolstrup-Stenum ved Brønderslev, Hjørring og i København.

Støtte fra Undervisningsministeriet
Talentudviklingen finansieres også i næste skoleår med støtte fra Undervisnings-ministeriet, som har givet tilsagn om at støtte talentudviklingen i det nordjyske med 322.000 kr. i det kommende år, hvor der sættes mere fokus på eleverne fra 6.-8. klassetrin og den sproglige dimension sidestilles med naturfagene.


Seneste nyt

fra Nordjylland