Tarif bremser grøn omstilling i landbruget: - Vi skal have fjernet den her stopklods

Landmænd vil gerne være grønnere, men en særlig tarif gør det for dyrt at have solceller. Nu vil de have ministeren på banen.

Det er for dyrt for landmænd at have solceller på staldtagene. Sådan lyder udmeldingen fra Agri Nord.

Selvom prisen på solceller er faldet, så er driften af dem ikke økonomisk rentabel for landmændene.

Det skyldes, at der en rådighedstarif gør det alt for dyrt for landmændene at investere i solceller.

- Der bliver ikke sat nogle projekter i gang, før tariffen er væk, men forsvinder den, så kommer der virkelig til at ske noget, siger Jacob Frey Hansen, der er virksomhedsrådgiver hos Agri Nord.

Rådighedstariffen er fastsat af de selskaber, der driver elnettet., og tariffen er godkendt af staten. Den svinger fra 7-16 øre per kilowatt-time afhængigt af selskabet.

Det betyder, at hvis landmænd begynder at producere sin egen strøm, skal de betale ekstra, fordi de aftager mindre el fra nettet.

- Det er helt urimeligt. Det svarer til, at du bliver økonomisk straffet for at skifte dine elpærer ud med LED-pærer og derved sparer strøm, siger bestyrelsesmedlem i Agri Nord Ulrik Krogsgaard.

Han vil nu kontakte den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen (S), med henblik på at få tariffen fjernet.

- Vi i landbruget vil gerne den grønne omstilling, men vi skal have fjernet den her stopklods, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland