Tekniske problemer - med burgere? McDonalds i hele verden nedlukket
Den gyldne måge havde problemer med at få luft under vingerne fredag formiddag.
En af verdens største fastfoodkæder, McDonalds, der har restauranter over hele Nordjylland også, har således haft "tekniske problemer" i store dele af verden.
TV2 Nord har været i kontakt med flere McDonalds'er i Nordjylland, og i Aabybro bekræfter de, at de også har været ramt.
Her er det hele dog oppe at køre igen, så der skulle ikke være risiko for at misse din guilty pleasure på denne fredag.
- Det var meget kortvarigt, men vi havde problemer under opstarten i morges, lyder det.
Det stemmer meget godt overens med den udmelding, der kom klokken 09.49, hvor Mads Jensen fra McDonalds Danmarks presseafdeling oplyser til Ritzau, at alle McDonalds' restauranter er åbne i Danmark.
Ifølge TV2.dk har problemerne også ramt Australien. Her lyder det i en udtalelse, at alle restauranter i landet er lukket – også i Sverige er restauranter lukket, skriver det svenske medie Aftonbladet.
På X lyder det også, at der er problemer i USA. Det er uvist, hvad der er årsagen til de tekniske problemer, som gør, at restauranter ikke kan åbne.