Thisted FC mister cheftræner

Christian Flindt Bjerg, der siden sommeren 2014 har været cheftræner i Thisted FC forlader posten et år før tid.

2. divisionsholdet Thisted FC har siden sommeren 2014 haft Christian Flindt Bjerg som cheftræner og parternes kontrakt løb til sommeren 2016.

Nu har cheftræneren så meddelt klubben, at han ønsker at stoppe på posten til sommer - et år før tid. Han har nemlig fået et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til. Og det har Thisted FC accepteret.

- Christian Flindt Bjerg har siden sommeren 2014 haft ansvaret for klubbens førstehold i 2. Division og gjort det glimrende med klubbens unge hold. Vi er både vemodige, men også stolte over at en højere rangerende klub har set det trænertalent, som Christian Flindt Bjerg har, udtaler Direktør Karl Kristian Guldhammer i en pressemeddelelse.

Hverken han eller Christian Flindt Bjerg selv kommer i pressemeddelelsen eller i den artikel klubben har lavet om hans beslutning ind på, hvilket job Christian Flindt Bjerg har fået, og et opkald til klubbens pressechef Rasmus Lykke afslører det heller ikke.

Hovedpersonen selv udtaler til Thisted FC's hjemmeside:

- Det skal siges at jeg er meget glad for at være i Thisted FC. Det har været en meget svær beslutning, som jeg har brugt meget tid på, men til syvende og sidst så har det været en for mig rigtig beslutning. Jeg får en af de aller største klubber herhjemme i Danmark som arbejdsgiver. Jeg får god mulighed for at dygtiggøre mig, ved at kunne komme til at tage pro licens uddannelsen, og jeg kommer til at arbejde på det højeste eliteniveau for spillere i den alder, og der er tale om et fuldtidsjob.

Thisted FC skal nu på trænerjagt og klubben har som målsætning at have denne overstået inden 1. juni.

Blå bog: Christian Flindt Bjerg

Født 19. februar 1974 i Innsbruck i Østrig
Søn af nordjyske Ove Flindt Bjerg, der i fire omgange spillede for AaB


Karriere som spiller:
1991-1992: AaB
1992-1995 Karlsruhe SC
1995-1996: FC Lugano
1996-1997: FC Tirol Innsbruck
19971998: Viking Stavanger
1999-2006: Odd Grenland
2006-2007: Viborg FF
2007-2008: Jetsmark IF
2008-2011: Thisted FC


Træner:
Thisted FC - U17 og U19
2014-2015: Thisted FC

Seneste nyt

fra Nordjylland