Thisted-træner i AaB's søgelys
Rygterne har svirret længe om, hvem der skal tage over, når svenske Erik Hamrén allerede på mandag forlader AaB for at overtage jobbet som cheftræner i norske Rosenborg. Men nu lader AaB til målrettet at arbejde efter en plan B, hvor man ansætter en midle
AaB er, ifølge NORDJYSKE Stiftstidende i gang med forhandlinger med træneren for Thisted FC's tophold i 2. division vest, Peter Enevoldsen, der i så fald skal varetage jobbet som cheftræner frem til nytår med Allan Kuhn som assistent.
Avisen har foreholdt oplysningerne for Peter Enevoldsen, men han har ingen kommentarer. Heller ikke AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen ønsker at kommentere historien.
- Jeg har ingen kommentarer, men jeg kan da sige, at jeg ikke ville sidde med armene over hovedet, hvis der skulle komme en henvendelse fra AaB. Omvendt har det heller aldrig været i klubbens ånd at stå i vejen for vore medarbejdere, hvis de får et godt tilbud, siger Thisteds sportschef Bent Bisgaard.
Peter Enevoldsen er i forvejen et meget kendt navn i og omkring AaB. Han har selv spillet 191 førsteholdskampe i klubben og er også far til AaB-stortalentet Thomas Enevoldsen.
Hvis Peter Enevoldsen bliver løsningen i AaB, sætter det også Thisted i et problem, hvor man skal ud at finde en helt ny træner til starten på livet i 1. division. Peter Enevoldsen har kontrakt i Thisted til og med sommeren 2009 med option for yderligere et år.