Tidligere AaB'er tabte med vilje
Den kontroversielle fodboldspiller David Nielsen afslører i en ny selvbiografi, at han i en kamp for AaB mod FCK gik på banen for med vilje at tabe.
Den 23. maj 2004 gik fodboldspilleren David Nielsen på banen for AaB mod FC København i Parken for at tabe kampen. Det skriver tv2.dk.
- Vi var i en bedre situation, hvis vi tabte kampen. Folk tænker nok: Man kan ikke gå ud og tabe en kamp med vilje. det siger alle jo og derfor er der heller ingen, der gør det: Men det gjorde jeg, og det står jeg gerne ved, siger David Nielsen til TV 2 Sportens magasinprogram LPS.
AaB kunne opnå en plads i UEFA-cuppen, hvis FC København blev dansk mester. Derfor skulle københavnerne have mindst et point mod AaB og David Nielsen. Han havde samtidig en personlig interesse i at tabe point, fordi en plads i UEFA-cuppen ville sikre ham en bonus på 300.000 kroner.
- Det her det var en periode, hvor jeg lige havde været i en spilleskandale og havde gamblet en masse penge væk, så det er klart, at når jeg havde mulighed for at få nogle penge ind igen, så ville jeg godt det, siger David Nielsen til LPS.
David Nielsen understreger, at AaBs sportslige ledelse ikke vidste noget om hans planer.
Kampen endte 1-1.