Tidligere PET-chef: Det virker som om man har været langt i planlægningen

20 personer er onsdag blevet anholdt efter en stor politiaktion i flere dele af landet.

- Det virker som om, at de har været langt i deres planlægning, hvis det, politiet og efterretningstjenesten mistænker dem for, er korrekt.

Sådan lyder det fra Frank Jensen, der er tidligere operativ chef i PET, om de personer, der onsdag blev anholdt i en omfattende antiterroraktion.

Baggrunden for anholdelserne er en mistanke om forberedelse af et terrorangreb med et militant, islamistisk motiv. Det oplyser Københavns Politi.

I alt er 20 personer blevet anholdt. Politi fra syv politikredse i landet har foretaget over 20 ransagninger. Det fortalte chefpolitiinspektør i Københavns Politi Jørgen Bergen Skov på et pressemøde.

Se pressemødet her.

Under pressemødet blev der sagt, at nogle af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag. Når man ikke siger, at alle vil blive fremstillet i grundlovsforhør, så tyder det ifølge Frank Jensen på, at politiet ikke på forhånd udelukker, at nogle af de anholdte vil blive løsladt.

quote Under sådan en aktion vil personer, der under efterforskningen har vist sig at have forbindelse til de centrale personer, blive anholdt

Frank Jensen

- Under sådan en aktion vil personer, der under efterforskningen har vist sig at have forbindelse til de centrale personer, blive anholdt, fordi de kan spille en rolle i forbindelse med en terrorsag. Når de er blevet anholdt, forsøger man at finde ud af, om de har en rolle i sagen, siger Frank Jensen.

Han kalder dagens politiaktion for usædvanlig.

Har man afværget det i sidste øjeblik?

- Jeg lægger mærke til ordvalget – at man var ved at forberede det. Så det tror jeg ikke. Men det virker som om, de har været langt i deres planlægning, hvis det, politiet og efterretningstjenesten mistænker dem for, er korrekt. Så har de været så langt, at man har sagt, at man ikke længere kan overvåge dem – og at man bliver nødt til at slå til nu, siger Frank Jensen.

Nordjyllands Politi ransagede onsdag mindst to adresser på henholdsvis Ravnkildevej i Aalborg Øst og Stormgade i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland