Tilmeld dig her: Nordjyllands bedste hjemmebagte fastelavnsbolle
Rikke Imer er en af dommerne til at kåre Nordjyllands bedste fastelavnsbolle 2024.
TV2 Nord kårer Nordjyllands bedste fastelavnsbolle 2024 blandt alle amatørbagerne derhjemme - unge som gamle.
Kender du en, der laver Nordjyllands bedste fastelavnsbolle, eller gør du selv?
Så kan I nu tilmelde jer TV2 Nords konkurrence Nordjyllands bedste fastelavnsbolle 2024.
Alle typer af fastelavnsboller er velkomne, og vinderen modtager udover æren et gavekort til arrangementet "Det Gode Brød" for 2 personer inklusiv frokost på en valgfri dato på Kornets Hus, Hjørring.
For at deltage skal man:
bo i Nordjylland
alder har ingen indflydelse
sende et billede af sin hjemmebagte fastelavnsbolle
begrunde, hvorfor det lige præcis er den bedste
måske følger der ovenikøbet en lille personlig historie med
have mulighed for at deltage i optagelser 27. eller 28. januar samt finale event 2. februar ca. kl. 13-16 på Kornets Hus, Hjørring
man skal desuden være villig til at dele sin opskrift med andre
Kendt ansigt som dommer
To dommere kommer til at afgøre, hvilken fastelavnsbolle der er den bedste.
Én af dem er Rikke Imer, der er kendt fra sæson 12 af Den store bagedyst på DR.
Hun beskriver sig selv som en glad, nordjysk bage-entusiast, der elsker at bage så meget, at hun nu har sagt sit job op for at gøre "det søde liv" til sin levevej.
- Jeg kan umuligt nævne min yndlingskage, men jeg ELSKER fastelavnsboller højt og glæder mig helt tosset til at smage nordjydernes bedste bud! skriver hun til TV2 Nord.
Den anden dommer er Amanda Axelsen fra Kornets Hus i Hjørring.
- Jeg glæder mig til at være med som dommer, og lægger vægt på det gode håndværk, der ligger bag en god fastelavnsbolle, udtaler Amanda Axelsen til TV2 Nord.
Se de nominerede ved konkurrencen i 2022 herunder: