Tiltalt hollænder var fikseret
Foto: Torben Lykke Larsen
Tre hollændere og en dansker risikerer op til 16 års fængsel for narkoproduktion i sommerhus.
Der var et kæmpe politiopbud ved Retten i Aalborg torsdag formiddag i forbindelse med straffesagen mod tre hollandske statsborgere og en 32 årig dansker.
De er tiltalt for at forberede fremstilling af 38 et halvt kilo amfetamin i et sommerhus på adressen Kongeørnen i Egense.
Mængden af amfetamin menes at kunne have indbragt flere millioner kr i salg på gaden.
Under anklager Kim Christiansens forelæggelse kom det frem, at danskeren er tidligere vicepræcident i en rockerklub på Sjælland og anklageren fortæller, at sagen kan være en del af en stor narkoring.
- Vi har fået fat på det første led i fødekæden, siger han.
De fire tiltalte risikerer op til 16 års fængsel og de tre hollændere nægtede sig skyldige. Den 32-årige dansker ville endnu ikke forholde sig til skyldsspørgsmålet.
Danskeren har været under mistanke i fem måneder, og den 6. oktober blev de fire personer anholdt efter en ransagning af sommerhuset. Alle fire nægter sig skyldige og danskeren nægter at udtale sig.
I retten var den ene af de tre tiltalte hollændere bæltefikseret, og under afhøringen af ham forsøgte han da også at fægte for sig med sine arme, så en betjent i retten måtte holde ham på sin plads.
Der forventes at blive afsagt dom den 1. juli.