Tiltalte for kunstkup beskylder nu hinanden
To garvede indbrudstyve beskylder hinanden for at være hovedmanden bag kuppet, hvor malerier af Goya og Rubens blev stjålet i Nordjylland.
- Det var ham, der gjorde det!
Sådan beskyldte to tiltalte mænd hinanden i en sag om et kunstkup til adskillige millioner fra Voergaard Slot i marts, da sagen tirsdag blev indledt ved Retten i Hjørring.
Ved kuppet forsvandt maleriet "Den Gale" af Francisco de Goya og "Marie á Medici" af Peter Paul Rubens.
Den ene af de tiltalte, en 25-årig nordjyde fra Sindal, fortalte, at hans medtiltalte skulle have lovet ham 150.000 kroner for at hjælpe til. Nordjyden sagde i retten, at han fik kolde fødder allerede 14 dage før kuppet, da duoen var på rekognoscering ved Voergaard slot. Og i øvrigt var det ifølge nordjyden den anden mand, der begik selve kuppet.
Den anden tiltalte, en 21-årig viborgenser, delte ikke ligefrem den opfattelse. Han havde været på besøg hos nordjyden og drukket øl, da de var kørt på rekognoscering. Og på kupdagen sad viborgenseren ifølge sin forklaring i bilen, da nordjyden kom tilbage fra slottet og smed malerierne ind bagi.
Der forventes dom i sagen torsdag.
/ritzau/