Tis, sabel og narko: Travlt døgn for politiet
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Genrebillede.
Nordjyllands Politi har de sidste to dage oplevet lidt af hvert.
Politiets døgnrapport er netop landet, og her byder nogle af overskrifterne blandt andet på tis, sabel-afhentning og narko i det nordjyske.
Sabel indleveret til genbrugsbutik
En genbrugsbutik på Engvej i Storvorde fik sig noget af en overraskelse mandag formiddag, da en borger indleverede en genstand til butikken, der fik personalet til at ringe til politiet.
Borgeren havde nemlig afleveret en sabel, som politiet kørte ud og hentede.
Dealer opdaget
Mandag eftermiddag på Hobrovej i Aalborg blev en narko-dealer opdaget, da en patrulje foretog en rutinemæssig standsning.
Her opførte en passagerer sig noget underligt, og han havde både snøvlende tale og røde øjne, mens han forsøgte at undgå øjenkontakt.
Altså virkede han påvirket.
Han blev visiteret, og her fandt betjentene fem joints, en digitalvægt samt 11 pølsemandsposer, hvori der var hash.
Passageren erkendte delvist, at stofferne var til videresalg, men ville ikke underskrive en konfiskationserklæring. Derfor blev manden sigtet jævnfør lovgivning om af salg af euforiserende stoffer.
Taget med bukserne nede
Mandag eftermiddag blev en ung mand sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Han blev nemlig taget på fersk gerning af politiet i at stå og tisse op ad en væg i en indkørsel i Nørregade i Kaas.
Den unge mand fik en bøde for overtrædelsen.