Seneste nyt:

To mænd tiltalt for drab: Skød og brændte 39-årige Eddie

Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi rejser nu tiltale mod to mænd for at have dræbt en 39-årig mand.

Nordjylland Politi har rejst tiltale mod to mænd for et drab begået på en landejendom nord for Frederikshavn mellem den 9. og 11. maj 2020. 

De to mænd på nu 53 år og 45 år er tiltalt for i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have dræbt den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen og behandlet hans lig usømmeligt. Dette ved at have afgivet flere skud mod ham med håndskydevåben og efterfølgende at have lagt ham på et brændende bålsted. 

Mændene har ifølge anklageskriftet kommet resterne af liget af Eddie Karl-Johan Christensen i to olietønder, som på en ladvogn blev kørt til en adresse på Hornværket i Frederikshavn.

Artikel fortsætter under videoklip med anklager Kim Kristensen fra Nordjyllands Politi:

Usømmelig omgang med lig

Begge mænd er tiltalt efter straffelovens § 237 om manddrab og straffelovens § 139, stk. 1 om usømmelig behandling af lig. 

Derudover er den 53-årige tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1 om hærværk. 

- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at han den 10. maj 2020 skød og dræbte offerets hund, hvorpå den blev begravet, oplyser Nordjyllands Politi.

Desuden nedlægger Anklagemyndigheden påstand om konfiskation af flere effekter, blandt andet en række skydevåben og en hel del ammunition.

Tidslinje over Eddie-sagen

Står til udvisning

Der vil også blive nedlagt påstand om udvisning af de tiltalte, som begge er svenske statsborgere. 

Sagen har været længe undervejs, og det var tilbage i maj 2020, Eddie Karl-Johan Christensen blev efterlyst af Nordjyllands Politi.

- Det har været en langvarig, grundig og kompliceret efterforskning, der nu har fundet sin afslutning – og det er udmøntet i en tiltale mod de to personer, siger specialanklager ved Nordjyllands Politi, Kim Kristensen, der skal føre sagen i Retten i Hjørring til sommer.

Påtale mod britisk kvinde opgivet

En 47-årig britisk kvinde har tidligere været varetægtsfængslet i sagen. Kim Kristensen oplyser i den forbindelse, at påtale for medvirken til drab blev opgivet i relation til kvinden i sidste uge.

- Det har været en kompliceret sag at efterforske, og derfor har det taget særligt lang tid at få afdækket blandt andet kvindens rollen i forløbet, og efterforskningen har ikke tilvejebragt noget bevis for, at hun har haft en rolle i forbindelse med drabet. Derfor er der sket påtaleopgivelse, siger specialanklageren.

Sagen skal for Retten i Hjørring i juni og juli 2021.