Tøjbutik føler sig overset i genåbningen

Mens mange andre butikker i går kunne genåbne, er en række nordjyske tøjbutikker stadig forhindret i at genåbne, da de befinder sig bag murene i landsdelens butikscentre. Dermed risikerer de at brænde inde med sæsonkollektioner, som bliver svære at sælge, når centrene på et tidspunkt må åbne igen.

Tøjbutikken Garderoben kunne mandag, ligesom masser af andre butikker, slå dørene op og gå i gang med at sælge ud af deres ventende varelager.

- Det er bare dejligt at se dem igen. Det kan ikke beskrives, lyder det fra indehaver af Garderoben i Nykøbing, Inger Krestine Mark.

Knap så fedt synes de, det er i Aalborg Storcenter. Her er Helle Kjær Brogaard igang med at pakke vinterkollektionen væk. Tøj for enorme summer må opmagasineres og kan i bedste fald sælges til halv pris om et år.

- Vi er dybt frustrerede over den situation, at vi skal have lukkede døre her i et storcenter, men inde i midtbyen kan de åbne dørene til deres butikker, de kan sælge deres udsalgsvarer, de kan sælge deres nye varer. De kan sådan set gøre lige, hvad de vil, siger Helle Kjær Brogaard, indehaver af Primadonna i Aalborg Storcenter.

Hendes butik Belladonna har været tvangslukket siden midten af december. 

Tøjbranchen er meget følsom overfor restriktionerne, for kollektionerne bestilles og betales halve og hele år i forvejen. Mens de ligger usolgte på lager skifter moden og næste år, er fortjenesten næsten væk. 

I butikkerne udenfor centeret svinges Dankortet lystigt. Imens kan Helle se pengene fosse ud af kassen. Så længe det altså holder.



Seneste nyt

fra Nordjylland