Tom Kristensen i front
De to Audi-kørere Tom Kristensen og Mattias Ekström får skålet en del med hinanden i denne tid. For en uge siden fejrede de Kristensens 40 års fødselsdag i Hobro, og i dag besatte de den forreste række i DTM-kvalifikation på Mugello med svenskeren på pole
- Det var en god kvalifikation på en bane, der er meget krævende med mange typer sving og store niveauforskelle. Jeg var endda nødt til at holde lidt igen for ikke at ødelægge Mattias' dag, skæmtede Kristensen med hentydning til, at Ekström fylder 29 år netop i dag.
Dagens resultat og fødselsdag udløser formentlig endnu en skål mellem de to skandinaver, der ud over egen succes kan glæde sig over, at ærkerivalerne fra Mercedes havde en meget svær kvalifikation. Først på sjettepladsen kom den hurtigste Mercedes-kører, Bruno Spengler, mens mesterskabets førende kører, Bernd Schneider, kun formåede at køre en 11.-plads hjem.
- Vores Audi-biler har tydeligvis været hurtigere over en enkelt omgang på Mugello, men søndagens løb bliver ingen walk-over. Der er varmt hernede i Italien, netop nu er asfalttemperaturen 57 grader, og i bilen er der 60 grader. Vi skal heldigvis køre senere end normalt i morgen, nemlig kl. 17.30. Forhåbentlig betyder det, at der ikke bliver helt så varmt, men den rigtige opsætning bliver afgørende for at bevare holdbarheden i dækkene, sagde Tom Kristensen.
Selv regner danskeren ikke med sejr i morgen. Efter en pause på fire løb som følge af det alvorlige crash på Hockenheim i april har Kristensen sæsonen ud lovet at give sin fulde støtte til holdkammeraterne Mattias Ekström og Martin Tomczyk, der ligger på henholdsvis anden- og tredjepladsen i mesterskabet. Dermed peger alt på, at Tom Kristensen lader de to køre i front, hvorpå hans rolle i morgen bliver at skærme af for konkurrenterne bagfra.
Resultat af lørdagens DTM-kvalifikation på Mugello, Italien.
1: Mattias Ekström, Audi 1:43.851 min.
2: Tom Kristensen, Audi +0,214 sek.
3: Martin Tomczyk, Audi +0,229 sek.
4: Timo Scheider, Audi +0,267 sek.
5: Alexander Prémat, Audi +0,663 sek.
6: Bruno Spengler, Mercedes +0,845 sek.
7: Jamie Green, Mercedes +0,923 sek.
8: Mike Rockenfeller, Audi +0,994 sek.