Tom Kristensen sidder trygt i Audi-sædet
Foto: Audi Motorsport
Audi vil gerne beholde Tom Kristensen i teamet.
Audi Sport ønsker ikke at sige farvel til Tom Kristensen, som ser ud til at blive hos firmaet i næste sæson.
Det er lige blevet til en andenplads i 24-timers-løbet Le Mans for Audi-køreren Tom Kristensen. Og danskeren, der snart fylder 45 år, ser ud til at skulle køre for Audi igen i næste sæson.
Efter 12 gode år hos Audi er der stor opbakning at spore hos kommunikationsdirektøren i Audi Sport, Jürgen Pippig.
- Vores fornemmelse er, at Tom stadig har mange gode Audi-år i sig. Tom er for Audi Sport som penge i banken, siger Pippig til Jyllands-Posten.
- Han er professionel, en god fyr og frem for alt er han stadig lynende hurtig. Det er i sidste ende en beslutning fra Dr. Ullrich (motorsportschef, red.), men jeg kan slet ikke forestille mig, at Tom ikke bliver hos os i årene frem, fastslår Pippig.
Det bliver dog også understreget, at kontrakterne for næste sæson ikke er underskrevet endnu.
- Intet for 2013 er på plads endnu, forklarer Pippig.
Tom Kristensen tager situationen med ro, og han udelukker heller ikke andre arbejdsgivere end Audi i fremtiden.
- Der kan da sikkert komme andre muligheder end Audi, men jeg tænker slet ikke i de baner. Jeg tager fremdeles et år ad gangen og er helt rolig med hensyn til fremtiden.
- Jeg føler, at jeg har gensidig kredit og respekt hos Audi. Der skal nok være en kontrakt til mig i næste sæson, siger Tom Kristensen til avisen.
/ritzau/