Torben "donerer" en del af sin mark til bierne: 17 forskellige blomster kommer op ad jorden
Overalt i Nordjylland giver landmænd en del af deres mark til bierne og de øvrige insekter, når de blanter blomsterstriber i stedet for deres normale afgrøder.
Lige uden for landsbyen Bislev ved Nibe har landmand Torben Laursen sået en afgrøde, der ikke kommer ham selv til gode. Han har nemlig - sammen med AgriNord - fået sået blomsterstriber i en af sine marker.
- Det er godt for naturen og bierne skulle jo også gerne få glæde af det, forklarer Torben Laursen, der er en af hele 65 landmænd, der i år er med i AgriNords blomsterstribe-projekt.
Det er andet år AgriNord etablerer blomstriber i markerne hos deres medlemmer og det åbenlyse motiv er, som Torben Laursen siger, at skabe noget mere natur - blandt andet til gavn for bierne, der er så vigtig en del af økosystemet.
Et synligt initiativ
Men der er også et mere overordnet mål med at "donere" et par meter mark til blomsterprojektet.
- Udadtil er blomsterstriber et rigtig godt tegn på, at en landmand gerne vil naturen, biodiversiteten og de vilde insekter, forklarer Mette Møller Ragborg, der er biolog ved AgriNord.
- Det her er en af de ting, der synliggør, at vi gør noget for naturen. Vi gør faktisk en del, men der er meget man ikke kan se, forklarer Torben Laursen, der altså lagde mark til, da Agri Nord i starten af ugen såede nogle meter af hans mark til med blomsterblanding.
- Det er en blanding med 17 forskellige blomster, der er lidt mere eksotiske end dem vi ellers har i den danske natur, forklarer Mette Møller Ragborg, der er glad for, at stadigt flere landmænd tager blomsterstribe-projektet til sig.
- Vi har allesammen et ansvar - også landmænd. Landmænd har bare nogle andrea arealer at gøre med end i har i vores egen baghave
Kort: Se hvor i Nordjylland landmænd sammen med AgriNord laver blomsterstriber i kanten af markerne.