Trætte af vejrudsigter

Vejrudsigterne er alt for upræcise, og det har store konsekvenser for dem, der lever af sommeren i Nordjylland.

Alle taler om det. Det bliver ingen sommer i år. Det siger meteorologerne i hvert fald, og det får nu flere af dem, som er afhængige af sommervejret til at råbe op.

- Der er jo krisestemning om vejret for tiden, og når meteorolgerne dramatiserer vejret og taler om regn hele tiden, så bliver gæsterne væk, siger direktør i Fårup Sommerland, Søren Kragelund.

I Fårup Sommerland oplever de, at gæsterne kommer præcis efter vejrudsigterne. På dage med dårlige udsigter ligger besøgstallet på godt 5000 gæster, mens løfter om solskin giver omkring 18.000 gæster.

- Det er ærgerligt, at vejrudsigterne har så stor magt. Der er masser af dage med fint vejr her i Fårup, selvom meteorologerne har lovet regn.

Hos udlejningsbureauet Sol og Strand nikker de genkendende til vejrets og udsigternes betydning for efterspørgslen. Stik i mod sædvane har hele branchen op mod ti procent ledige sommerhuse her midt i højsæsonen.

- Man må stille sig spørgsmålet, om langtidsudsigterne for sommeren er fagligt velfunderede eller det rene gætværk. Hvis det er det sidste, er det problematisk, for det har en betydning for vores branche, siger direktør i Sol og Strand, Kaj Frederiksen.

Hos TV2/Vejret forstår vejr-vært Anders Brandt godt frustrationerne, men han mener ikke, at vejrudsigterne er for dårlige.

- Her om sommeren er der ofte tale om spredte byger, og derfor kan man godt opleve, at det helt lokale vejr er anderledes end det, som vejrudsigten siger. Hvad angår de lange udsigter for hele sommeren, så skal man nok tage dem med et gran salt, siger Anders Brandt fra TV2/Vejret.


Seneste nyt

fra Nordjylland