Transportforhandlerne atter sendt hjem
Der er endnu ikke overenskomst for 50.000 transportarbejdere. Tvært imod blev forhandlerne på transportområdet sendt hjem lørdag morgen klokken 6.00.
De skal først møde igen tirsdag efter klokken 17, skriver Nyhedsbrevet 3F.
Efter mere end 109 timers forhandlinger i Forligsinstitutionen er der endnu ikke overenskomster på plads for cirka 50.000 lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere.
Det stod klart lørdag morgen, da klokken var godt 6:00. Her valgte Forligsmand Asbjørn Jensen at sende forhandlerne fra 3F's Transportgruppe og arbejdsgiverne i HTS hjem på endnu en pause. Det skete efter en omgang med forhandlinger i 19 timer, og forhandlerne har fået besked på, at de kan sove til de vågner.
Der er nemlig ikke forhandlinger på transportområdet før tirsdag efter klokken 17:00, hvor forligsmanden har drøftet situationen med LO og Dansk Arbejdsgiverforening, skriver
Nyhedsbrevet 3F.
Forligsmanden har endnu tid til at sikre forlig på
transportområdet - og det øvrige normallønsområde som dækker blandt andet rengøringsassistenter, slagteriarbejdere og syersker.
Sidste fredag udsatte forligsmand Asbjørn Jensen den varslede konflikt i 14 dage. Og på fredag 23. marts har han endnu en sidste mulighed for at udsætte konflikten i endnu 14. dage.
Overenskomsten på transportområdet er traditionelt
toneangivende for de andre overenskomster på det såkaldte normallønsområde. På normallønsområdet aftales hele lønnen centralt mellem fagforbund og arbejdsgiverforeninger. Sådan er det ikke for industrien og resten af det såkaldte minimal-lønsområde, hvor der er indgået forlig.
Her suppleres lønsatserne i den centrale overenskomst mellem arbejdsgiverne i Dansk Industri og blandt andre 3F-medlemmerne
under CO-industri med lokale forhandlinger og aftaler på de enkelte virksomheder.