Tre år efter masseaflivning: Nu bliver de første nordjyske minkfarme revet ned
Tre år efter Nordjylland blev nedlukket og udråbt til et nyt Wuhan på grund af smitten på landsdelens mange minkfarme, er de første nedrivninger gået i gang.
I alt er fem minkfarme i Nordjylland ved at blive revet ned.
Det bekræfter Bygningsstyrelsen overfor for TV2 Nord.
Bygningsstyrelsen betegner arbejdet med at rive de mange farme ned som danmarkshistoriens største nedrivningsopgave i nyere tid.
Indtil videre har 220 avlere søgt om at få revet deres farme ned. Men det forventes, at der snart kommer mange flere, da der er modtaget i alt 1227 ansøgninger om erstatning.
Cirka 90 farme er blevet besigtiget med henblik på erstatning og efterfølgende nedrivning.
Det var i 2020, at der blev fundet smitte på en minkfarm i Sindal i midten af juni måned. Dagen efter blev 11.000 mink slået ned af Fødevarestyrelsen efter et forsigtighedsprincip.
Coronasmitten på de nordjyske minkfarme startede i juli 2020. Her havde smitten spredt sig til tre farme.
I slutningen af september havde smitten så bredt sig til 33 nordjyske minkfarme. Og det fik mundighederne til at skifte strategi. Nu skulle alle smittede mink og mink indenfor en radius af 7,8 kilometer til en smittet farm aflives.
Det betød, at også raske mink skulle aflives. En beslutning som minkavlerne var noget uforstående overfor.
Og da det blev november 2020, kom så den besked fra regeringen, der fik mink på alles læber i Danmark, og som gjorde, at Nordjylland blev lukket ned og udråbt til et nyt Wuhan. Nu skulle alle danske mink slås ned i det, vi nu ved, var en ulovlig instruks.
Men i dag - tre år senere - venter langt de fleste minkavlere stadig på den fulde erstatning. De har indtil nu holdt deres tomme minkfarme i stand.