Tre børn reddet i land
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Tre børn, der fredag eftermiddag havde problemer med at få deres plastikbåd i land nord for Blokhus, er nu sikkert på land. OPDATERET
De tre børn, der for kort tid siden var i havsnød cirka 500 meter ud for kysten nord for Blokhus, er kommet sikkert i land. Det oplyser en af redningsmændene på stedet til TV2/Nord.
Børnene er henholdsvis 4, 14 og 15 år gamle, og de kommer fra Tyskland. Det oplyser Ritzau.
Søværnets Operative Kommando blev tilkaldt til stedet med både et redningsfartøj og en helikopter. Fra helikopteret blev der hejst reddere ned til den nødstedte båd. Redderne kunne derefter bugsere båden ind til stranden med de tre børn.
Alarmopkaldet lød først på, at fire mennesker havde kæmpet for at komme i land i cirka en halv time uden held, men at de befandt sig oppe i båden. Det er nu bekræftet, at der kun var tre mennesker i båden, og at de er sikkert på land. Det oplyser Stabsvagten ved SOK.
De tre børn fra båden bliver nu tilset på stranden af helikopterens læge og en læge fra en tilstødende ambulance.
OPDATERET