Tre kandidater nomineret til årets Nordjyske Ledelsespris 2011
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Henrik Krarup er en af de tre ledere, der er nomineret til prisen.
Lederne Himmerland uddeler på tirsdag årets Nordjyske Ledelsespris. Se kandidaterne her.
For fjerde år i træk uddeles Den Nordjyske Ledelsespris. Det sker den 4. oktober på Lederne Himmerlands konference i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor en komite skal beslutte, hvem af de tre nominerede, der skal modtage prisen.
De nominerede er:
Henrik Bygum Krarup, der er overlæge og leder for afsnit for molekylær diagnostik på Aalborg Sygehus.
Michael Lund, der er adm. direktør fra tømrer-snedkerfirmaet Lund & Staun A/S.
Marianne Holmsgaard, der er chef for Postområde Nordjylland hos PostDanmark.
Kl 19.30 de næste tre aftener besøger vi hver af de tre nominerede ledere. Første gang er i aften, hvor overlæge Henrik Bygum Krarup fra Aalborg Sygehus forklarer, hvad god ledelse er i hans optik.
- Det er rigtigt flot at personalet har indstillet mig til den her pris. Det er både dejligt for mig, men jeg synes også det er fantastisk at have et personale, som har lyst til at indstille deres leder, siger Henrik Bygum Krarup.
I alt er 26 ledere blevet indstillinget fra medarbejdergrupper rundt omkring i Nordjylland. De 26 er nu skåret ned til tre ovennævnte ledere, der altså kan løbe af med titlen.