Tre nordjyske kommuner nomineret til Ungdomskommuneprisen
Foto: Anders Beier
Thisted, Hjørring og Jammerbugt Kommune er nomineret og med i opløbet om DUFs Ungdomskommunepris 2015. Prisens formål er at belønne kommuner, der gør en ekstraordinær indsats for at forbedre unges deltagelse, fritid og levevilkår.
Dansk Ungdoms Fællesråd uddeler hvert år Ungdomskommuneprisen. Sammen med ni andre kommuner er Thisted, Hjørring og Jammerbugt Kommune i år nomineret til prisen.
Ungdomskommuneprisen har til formål at belønne kommuner, der gør en særlig indsats for at forbedre unges udfoldelsesmuligheder og levevilkår. Det er blandt andet ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.
- Med Ungdomskommuneprisen ønsker vi at sætte fokus på og belønne de kommuner, som vælger at gå forrest på ungdomsområdet. Det er vigtigt, at kommunerne giver unge de bedst mulige rammer til at udfolde deres potentiale til gavn for både dem selv og samfundet omkring dem. Derfor håber vi også, at prisen kan inspirere andre kommuner til at gøre en ekstra indsats, siger Signe Bo, der er formand for Dansk ungdoms fællesråd.
Vinderkommunen udpeges af en dommerkomité i november.