Tre uheld i eftermiddags-trafikken
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Nordjyllands Politi blev på 40 minutter kaldt ud til tre færdselsuheld.
Nordjyllands Politi fik omkring klokken 15.30 travlt med at nå ud til alle de trafikuheld, der skete i Nordjylland.
Det første uheld skete klokken 15.31 på Hobrovej i Vokslev. Her var en scooter og en ladbil kørt sammen i forbindelse med et højresving. Den 44-årige kvinde på scooteren kom let til skade og klagede efter uheldet over smerter i sine ben.
Klokken 15.50 blev en 20-årig mand ramt af en bakkende personbil på Nørvangen i Gedsted. Ved første øjekast var den 20-årige ikke kommet noget til, og parterne aftalte indbyrdes, at føreren af bilen kunne køre.
Senere blev den 20-årige dog dårlig, og politiet måtte kalde bilisten tilbage til stedet.
- Han er ikke kørt fra stedet i ond vilje, og der er ikke sket noget alvorligt med den unge mand, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Michael Hæstrup Jensen.
Klokken 16.09 skete eftermiddagens sidste færdselsuheld. To personbiler kørte i forbindelse med en ubetinget vigepligt på Aalborgvej ved Nibe sammen og den ene af parterne måtte efterfølgende klippes fri af bilen. Dog uden at være kommet alvorligt til skade.
15.31, Hobrovej Vokslev
15.50, Nørvangen ved Gedsted
16.09, Aalborgvej ved Nibe