Tre unge biltyve anholdt ved Hobro
Nordjyllands Politi fik natten til onsdag fat i tre tyve med vognen fuld af tyvekoster.
Det var en patruljevogn der opdagede bilen og fandt den mistænkelig. Den blev stoppet og inde i bilen fandt politiet tyvegods fra bilindbrud ved pendlerpladsen ved Skivevej på motorvej E45. De tre unge mænd i bilen blev anholdt, det drejer sig om en 18-årig og en 20-årig mand fra Hobro, samt en ung mand på 19 år fra Mariager, oplyser vicekommissær Jens Christian Flensborg fra Nordjyllands Politi i Hobro.
Politiet har efterfølgende ransaget den enes hjem og fundet flere tyvekoster i form af autoradioer, gps-udstyr, højttalere og en del ulovlige knive.
De tre unge mænd sidder her til morgen stadig i arresten og kan afvente en politiafhøring. Politiet vil desuden aflægge de sidste to gerningsmænds hjem et besøg for at se, om der skulle være endnu flere tyvekoster.