Trend: Haveejere gider ikke vente på at hækken skal blive høj
I mange år har det været populært hos de mere utålmodige havejere at få lagt rullegræs ud på plænen. Nu er den trend også ved at nå ud til hækken.
For i stedet for at skulle vente flere år på at få en høj og tæt hæk rundt om huset, så benytter flere sig nu af muligheden for at købe en færdig hæk - og det kan de mærke hos Gug Anlæg & Planteskole.
En af de husejere, der følger trenden, er Vivi Nielsen, som er husejer og fra Aalborg.
- Vores gamle hæk var et sørgeligt syn, og det vil jo tage mange år, før noget nyt vil vokse op, fortæller Vivi Nielsen, som har valgt at investere i en "gammel" hæk, der har en god højde til haven i Aalborg.
Så bliver det læ i haven med det samme, det er dejligt, siger Vivi Nielsen.
Det er typisk en otte år gammel plante, man planter, når man som haveejer vælger en ny hækplante fra til fordel for en gammel.
- Ligusterhækken er typisk omkring 150 cm høj, forklarer Martin Holmris, medejer, Gug Anlæg og Planteskole.
Han erkender, at det er en dyrere løsning end at vælge en ny hækplante, men til gengæld er der stor chance for at hækken holder 30 år.
Og så er den jo altså høj med det samme - så det er slut med at vente år på at få læ.
- Nu er det pænt det hele på en gang, og det, synes vi, er rart, siger Vivi Nielsen, der nyder sin nye "gamle" høje hæk.
Og hvis man går med tanker om at plante hæk - ny eller gammel, så er tidspunktet lige nu rigtigt godt, for jorden er våd og fugtig, og temperaturen er god.
- Det kan ikke blive bedre, siger Martin Holmris, medejer, Gug Anlæg og Planteskole.
Gode råd til udplantning og pasning af nye hækplanter
- Tilsæt jorden spagnum eller sand, hvis den er meget lerholdig.
- Sørg for at planternes rødder aldrig udtørrer - især ikke, mens de venter på plantning.
- Brug altid en snor at plante efter for at sikre, at hækken bliver lige.
- Træd hver plante forsigtigt til efter plantning, så den står ret op og godt fast i jorden.
- Vand grundigt efter plantning – gerne med siveslange, som er en både vandbesparende og effektiv vandingsform.
- Vær opmærksom på at vande hækken i tørre perioder - lad eventuelt siveslangen ligge i hækken, så det er let at vande.
- Husk at gøde den nyplantede hæk.
- Beskær kun den nyplantede hæk i siderne.
Kilde: Plantorama.dk