Trivsel sættes på skoleskemaet i Nordjylland
Der er 49 skoler i Region Nordjylland, der har tilmeldt sig projektet 'Min skole- Min ven'. Projektets mål er at øge trivslen blandt eleverne.
Hver tredje skole i landet har ikke en antimobbestrategi, selvom loven kræver det. Det vil et nyt projekt, der er lavet af Red Barnet og Call Me gerne gøre noget ved. Der er 49 nordjyske skoler med i projektet.
-Trivsel og mobning følges oftest ad, og det er vigtigt, at både børn, unge, fagfolk og forældre taler om det. Netop den gode dialog skal Min skole – Min ven bidrage til, siger Jonas Keiding Lindholm, der er generalsekretær i Red Barnet.
Skolerne, der er tilmeldt projektet, har fået gratis undervisningsaktiviteter, der skal fungere som inspiration til at få talt om de udfordringer med trivsel, der måtte være i den enkelte klasse eller på skolen. En af de tilmeldte skoler er Hviisom Friskole i Hobro.
- Trivsel har en enorm stor betydning i hverdagen på vores skole – både for eleverne, men også for personalegruppen, som alle har været på trivselskursus. Materialet er meget nærværende og brugbart, og så passer det godt til den måde, vi gerne vil have, vores børn har det på, siger Anja Thomadsen, der er skoleleder på Hvilsom Friskole.
Målet med projektet er i fællesskab at fremme trivslen blandt eleverne. Red Barnet og Call Me vil i marts vælge fem regionsvindere. De alle deltager i kampen om at blive kåret som " Danmarks bedste trivselsskole" til inspiration for andre skoler.