Trods underskud: Vendsyssel vil i ligaen

Vendsyssel Håndbold må på grund af dårligt regnskab i 2013/14 ikke forlænge eller skrive nye kontrakter med spillere - målet om oprykning inden 2017 rykkes der dog ikke ved.

Vendsyssel Håndbold har tirsdag meldt ud, at de på grund af underskud i 2013/14-regnskabet er kommet på listen over klubber, som hverken må forlænge eller underskrive nye kontrakter.

Det dårlige regnskab skyldes ifølge 1. divisionsklubben, at en række kunder er løbet fra nogle aftaler, som der ellers var budgetteret med.

Klubben er det højest placerede damehold i Nordjylland og har en strategi om at rykke op i den bedste række inden 2017. Og den strategi bliver der - trods det dårlige regnskab - ikke rykket ved. Det siger Jan Hansen, der netop er aftrådt som direktør og i stedet indtræder i bestyrelsen i klubben

- Vi håber stadig at rykke op i damehåndboldligaen inden 2017, og mon ikke også vi når det. Mange af de andre klubber i 1. division spiller uden kontrakter, siger Jan Hansen til tv2nord.dk og fortsætter:

- Når man starter noget nyt, får man også nogle bump undervejs. Men det kræver, at det nordjyske erhvervsliv vil bakke op, for ellers rykker talenterne til andre store klubber i Jylland, siger han.

Vendsyssel Håndbolds damer er lige nu placeret på en tredjeplads i 1. division.


Seneste nyt

fra Nordjylland