Troede ministerium var svindlere

Det var ikke en telefonfusker. Det var bare sundheds- og ældreministeriet. Politiet trækker nu advarsel om telefonfusk tilbage.

Tirsdag aften advarede politiet og Aalborg kommune mod telefonfusk. En mistænkelig person havde angiveligt ringet til nogle borgere og fortalt, at han kom fra et ministerium. Personen skulle angiveligt have spurgt efter blandt andet cpr-nummer og hvor tit, borgerne havde hjemmehjælp.

Nu viser det sig så, at der intet mistænkeligt er ved telefonopkaldene. Det er såmænd ganske vist, at sundheds- og ældreministeriet laver en undersøgelse om hjemmehjælp i eget hjem. Helt konkret er det Epinion, der er hyret til at indhente svar fra de ældre borgere, det oplyser Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, omkring midnat natten til onsdag.

Hos Sundheds- og ældreministeriet afviser de, at der er blevet spurgt til CPR-nummeret hos borgerne og gør klart, at man ønsker at være mere omhyggelige fremover.

- Det er uheldigt, at der er ældre borgere, som har følt sig utrygge ved opringningerne. Det er bestemt ikke meningen at skabe utryghed. Derfor går vi også nu i dialog med Epinion om, hvordan vi fremadrettet bedre kan betrygge borgerne i, at der tale om en almindelig brugerundersøgelse. En brugerundersøgelse, som skal bidrage til den fortsatte udvikling af ældreplejen, siger kontorchef i Sundheds- og ældreministeriet Trine Toftgaard Lund.


Seneste nyt

fra Nordjylland