Truede med at skyde hovedet af vicevært
Foto: undefined
I eftermiddag begynder en sag i Vestre Landsret i Aalborg mod en 55-årig mand fra Farsø, som sigtede på sin vicevært med et ladt haglgevær og truede med at skyde hovedet af ham.
Et naboskænderi udviklede sig i marts til en ganske alvorlig situation, hvor den tiltalte 55-årige mand fra Farsø valgte at lade et nyindkøbt gevær, sigte på sin vicevært og truede med at skyde hovedet af ham.
Optrinnet var startet tidligere, fordi den tiltalte var sur over, at viceværten havde nøgle til hans lejlighed. Den tiltalte, som har jagttegn, købte den 12. marts i år to haglgeværer og 250 patroner i Hobro, som han tog med hjem i bilen.
Da han kom hjem stod viceværten udenfor og spurgte, om han ikke snart skulle flytte. Tiltalte tog det ene gevær, puttede patroner i og truede viceværten, idet han pegede på ham og sagde: "Du skal vide, jeg kan skyde hovedet af dig", hvorefter han gik ind.
Politiet blev tilkaldt, og i lejligheden fandt man desuden nogle ampuller med anabolske steroider og en ulovlig CS-peberspray.
Den tiltalte blev i Byretten i maj idømt halvandet års fængsel. Både forsvarer og anklagere ankede dommen til hhv. frifindelse og skærpelse.