Trusler mod nordjyske chauffører
Buschaufførere i Aalborg kræver bedre sikkerhed
Buschaufførerne i Aalborg vil have overfaldsalarmer eller videoovervågning installeret i alle busser, der kører for Nordjyllands Trafikselskab.
Det siger formanden for transportgruppen i 3F Aalborg, Arne Nielsen, til Nordjyske Stiftstidende.
Blandt fem-ti episoder sidste år, hvor buchaufførere måtte tilkalde politiet, har der ikke været voldelige overfald som i Århus, hvor Århus Sporveje i et par uger omkring jul hyrede private vagtfolk til at køre med nogle af busserne. Men tonen er så rå i Aalborg, at trusler og skældud er hverdagskost, siger Arne Nielsen.
- I sidste uge var der for eksempel en mand, som blev så sur over, at han var steget på den forkerte bus, at han forsøgte at true chaufføren til at vende om.
Og vi oplever desværre også kunder, som skælder ud og spytter chaufføren i ansigtet, fordi de ikke vil betale, siger Arne Nielsen.
/ritzau/