Trusselsvideo var en joke
Den 45-årige mand fra Hanstholm, der fredag blev anholdt for at have delt en trusselsvideo mod Asylcentret i Hanstholm, er ved et Grundlovsforhør lørdag blevet løsladt. Manden er fortsat sigtet i sagen.
Manden bag et 10 sekunder langt videoklip, som viser et fiktivt bombeangreb mod Hanstholm Asylcenter, er ved et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro lørdag blevet løsladt. Det oplyser TVMIDTVEST på deres hjemmeside.
Kort inden dommeren skulle tage stilling til varetægtsfængslingen, sagde den 45-årige mand i retten, at en fængsling ville betyde, at han ville blive fyret fra sit arbejde, ligesom det ville ødelægge hans familie.
Midt- og Vestjyllands politi gik ellers efter at få manden varetægtsfængslet, men dommeren vurderede altså ikke, at trusselsniveauet i videoen var så højt, at han kunne varetægtsfængsles.
Den 45-årige mand blev anholdt fredag eftermiddag. Om onsdagen havde han offentliggjort et videoklip, der viser, hvordan asylcentret bliver bombet med to missiler. Klippet blev lagt ud på Facebook, hvor det blev delt med andre, og det medførte, at ansatte og asylsøgere på Hanstholm Asylcenter også kunne se det.
Ved anholdelsen tilstod manden, at han har skabt og derefter delt klippet. Men han har nægtet, at han ville true nogen.
- Han har forklaret, at det var ment som en joke. Det udtryk brugte han flere gange, fortæller anklageren Camilla Berg om grundlovsforhøret til TVMIDTVEST.
I retsmødet har den 45-årige ifølge anklageren sagt, at han mener, at der for mange udlændinge i lokalområdet. Dette var dog ikke årsagen til, at han lavede videoen og offentliggjorde den.
Nu skal sagen efterforskes yderligere, og derefter skal anklagemyndigheden afgøre, om der skal rejses tiltale mod manden.