Turbulent tid i SKAT: Skatteminister svarer på spørgsmål

Ovenpå udmeldingen om at Skat splittes op, var skatteminister Karsten Lauritzen torsdag på besøg hos Skattecenter Aalborg for at svare på spørgsmål.

Tilbage i juni måned kom udmeldingen om, at SKAT skal splittes op i syv enheder. Oven på den nyhed, besøgte skatteminister Karsten Lauritzen torsdag Skattecenter Aalborg for at svare på de frustrerede medarbejders spørgsmål.

Dagen startede med en rundvisning, efterfølgende stod den på en snak med tillidsfolkene og herefter var ministeren klar til at svare på spørgsmål fra de ansatte.

- Regeringen ønsker, at udflytte medarbejdere, men for at vi kan udflytte i SKAT uden at miste faglighed, skal vi samle funktionerne, siger skatteministeren.

Se hele interviewet med skatteministeren herunder.

Skatteminister Karsten Lauritzen på besøg hos Skattecenter Aalborg for at svare på spørgsmål.

Spørgsmål fra medarbejderne var der nok af. Det har nemlig været en turbulent tid for næsten alle ansatte ved skandaleramte SKAT.

Tilbage i 2015 fik Nordjylland over 700 nye arbejdspladser, da SKAT flyttede i alt 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden til resten af landet.

Det gik tilsyneladende rigtig godt. I midten af 2016 besluttede man sig nemlig for at udvide SKAT og lave en ny struktur.

Glæden var dog kortvarig. Før sommer fremlagde regeringen planerne om at nedlægge SKAT.

Nu bliver styrelsen splittet op i syv nye enheder rundt i landet.

- Hvis de er villige til at være omstillingsparate og arbejde med noget andet, vil der også være plads til dem et andet sted i skattevæsnet, siger ministeren.

De mange ændringer har betydet, at medarbejdere i SKAT har måtte rykke teltpælene op flere gange for at beholde deres arbejde.

Én af dem er Kristian Rasmussen, som først skulle flytte med SKAT fra København til Aalborg. Nu er han bange for, at hans job skal flytte til Herning, når Skat splittes op i syv styrelser.

Se og hør hans historie herunder.

Først skulle Kristian Rasmussen flytte med Skat fra København til Aalborg, og nu er han bange for, at hans job skal flytte til Herning, når Skat splittes op i syv styrelser.

- Nogle af de medarbejdere, der sidder her i Aalborg skal desværre være andre steder. Hvis de vil arbejde med det samme, som de gør nu, kan de risikere, at de skal flytte, siger ministeren.

Alt tyder altså på, at mange af medarbejderne igen må flytte for at kunne passe deres arbejde.


Seneste nyt

fra Nordjylland