Foto: Kristian Brasen

Turismen boomer i Frederikshavn Kommune

Frederikshavn Kommune har på tre år øget sin turistomsætning med 300 millioner kroner. Det viser ny analyse.

Resten af verden har i den grad fået øjnene op for, hvad Frederikshavn Kommune har at tilbyde. Det tyder noget i hvert fald på, når man ser på kommunens turistomsætning over de seneste tre år.

En ny analyse fra VisitDenmark har nemlig undersøgt turismens økonomiske betydning i Danmarks 98 kommuner. Analysen laves hvert tredje år, og den viser, at turistomsætningen i Frederikshavn Kommune er steget med 300 millioner kroner over de seneste tre år.

- Det er et rigtig flot resultat, og jeg har kun ros til og respekt for turisme branchen. Vi har unik natur og attraktive bymiljøer. Vi har gode hoteller, restauranter, butikker og oplevelser. Men de flotte resultat lader sig kun gøre, fordi turisterhvervet gør meget for at skabe liv. Det giver turisterne lyst til at besøge os og benytte sig af vores tilbud, siger Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen i en pressemeddelelse.

Resultatet betyder, at Frederikshavn Kommune nu er på en sjetteplads på landsplan blandt alle landets kommuner, når det kommer til at have den største turistomsætning. Da samme analyse blev lavet for tre år siden lå kommunen nummer ni.

Ifølge formanden for bestyrelsen i Turisthus Nord, Ulla Mosich, så skyldes den forbedrede placering især, at kommunen de seneste år har arbejdet målrettet på at fremme turismen i kommunen. Der er især blevet arbejdet på, at markedsføre Frederikshavn Kommune som destination overfor et købestærkt publikum af både nordmænd, svenskere, tyskere og ikke mindst danskere.

- For hver gang man omsætter for flere penge i branchen, kaster det jo flere arbejdspladser af sig, så det er klart et resultat, vi er stolte af. Tallene beviser også, at samarbejdet mellem Frederikshavn Kommune og Turisthus Nord er vigtigt, fordi vi sammen kan gøre den forskel, der er nødvendig for, at vi også i fremtiden kan sætte mål og nå dem, siger hun.

Af de nordjyske kommuner er det ikke kun Frederikshavn Kommune, der klarer sig godt på landsplan. Således ligger Aalborg Kommune nummer tre på listen over de kommuner i Danmark, hvor turistomsætningen er størst. Hjørring Kommune klarer sig også fint med en samlet 10. plads.