TV: Værested scorer indtægter fra hotdog-konkurrence

Værestedet Cafe Parasollen blev tirsdag overrakt overskuddet fra årets danske mesterskab i hotdog-spisning.

Der blev spist rekordmange hotdogs under det danske mesterskab i hotdogspisning, som kulminerede med en stor finale i Aalborg i fredags. Det får værestedet Cafe Parasollen nu glæde af. Tirsdag modtog de indtægterne fra hotdog-DM.

- Jeg synes, det er helt fantastisk. Det er meget overvældende for os. Vi er bare rigtig glade, siger Birgitte Olsen, der er souschef på Cafe Parasollen.

Tulip, som arrangerede årets Danmarksmesterskab i hotdog-spisning kunne tirsdag overrække en check på hele 36.590,50 kroner til Cafe Parasollen. Pengene kommer fra deltagergebyrer samt hotdog-salg og donationer på finaledagen.

- DM i hotdog har for os altid været en mulighed for at skabe en stor folkefest, og det, at alle pengene fra folkefesten så går til et godt formål, er helt fantastisk, siger Micki Cheng fra Tulip, der er konceptansvarlig for Steff Houlberg-mærket.

Tirsdag havde Tulip stillet en pølsevogn op foran Cafe Parasollen. Her blev der serveret gratis hotdogs, men med dagens donation kan værestedets brugere måske se frem til mere gratis mad i fremtiden.

- Vi tænker, at vi kan bruge dem (pengene red.) til at servere noget gratis mad for vores gæster. Eventuelt en gang om ugen i cirka et halvt år tror jeg de kan række til, siger Birgitte Olsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland