TV: Vi tester nordjysk hjælpsomhed
Vi tester om nordjyderne hjælper hinanden - og hvem vi helst hjælper.
Kønne kvinder kan få hjælp - hvad med modne mænd?
Hvordan opfører vi nordjyder os overfor hinanden? Det har vi her på TV2/Nord besluttet at afprøve de her dage. I dag skal vi se, hvor hjælpsomme vi er, og hvem vi helst vil hjælpe. For vi nordjyder er rigtig gode til at hjælpe, når det for eksempel gælder store landsindsamlinger, hjælp til sultne børn, ofre for tsunamier og jordskælv og så videre.
Men er vi også klar til at give hinanden en hånd i hverdagen, når der er brug for det?
Vi køber en sofa. IKEAs tungeste og den mest besværlige at bakse med, når den skal med hjem. Med et kamera lidt på afstand filmer vi hvem af TV2/Nords to udsendte, der først får en hjælpende hånd til at få sofaen ind i en trailer.
Stationens godt brugte, ikke så kønne, men stadig fuldt funktionelle reporter, den 49-årige supersværvægter Jesper Bo Winther, er oppe imod Mette Svenningsen, ung og i fortrinlig stand, alder og vægt hemmelig, men lige tilpas.
Der går mindre end to minutter, så er den første hjælp på vej til frøken Svenningsen.
- Hun skal da ikke stå der og slæbe selv, det er da synd, og så må jeg jo lave lidt. Man skal jo hjælpe, hvor man kan, siger Jesper Hansen, der var hurtig til at tilbyde en hjælpende hånd.
Lidt anderledes var det for stationens mandlige reporter, der ikke blev tilbudt hjælp helt så hurtigt, som den yngre, kvindelige reporter. Hvor Mette Svenningsen gentagne gange får henvendelser fra venlige sjæle, der er klar på at give en hjælpende hånd, må Jesper Bo Winther se sig slået klart i disciplinen at få hjælp til at slæbe en sofa. I løbet af eksperimentet er der ikke en eneste, der henvender sig til Jesper Bo Winther.
- Hun (Mette Svenningsen, red.) så sig sådan lidt søgende omkring, og så fik jeg øjenkontakt med hende, og så kunne jeg se, der var noget der, vi lige måtte afdække, siger kundeservicechef i IKEA Peter Elmose, der understreger, han også ville være klar til at hjælpe den mandlige reporter.
Moralen må være: nordjyderne giver gerne et nap - til dem de synes, der har brug for hjælp.